丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿62

Alt hvad godt der var ydet
hende, hvert kærligt ord der var sagt hende, blev ligesom levende-
gjort; hun forstod, at det var kærligheden, der havde holdt hende oppe
her i prøvelsens dage, i hvilke afkom af sjæl og dynd gærer og stræber;
hun erkendte, at hun kun havde fulgt stemningernes tilskyndelser, og
selv intet gjort for sig; alt var blevet givet hende, alt var ligesom blevet
ledet; hun bøjede sig ringe, ydmyg, skamfuld for den, der måtte kunne
læse hver fold i hjertet; og i dette øjeblik fornam hun som et lynblink
af lutreisens flamme, den hellige ånds lue.