Luften genlød af sværd- og køl- leslag, af susende pile, som var det en stormende haglbyge, der gik hen
over dem. Timen var kommet, da jord og himmel ville briste, stjernerne
falde, alt gå til grunde i Surturs ild, men en ny jord og himmel, vidste
hun, ville komme, kornet bølge, hvor havet nu rullede hen over den
golde sandbund, den unævnelige Gud råde, og op til ham steg Baldur,
den milde, kærlige, løst fra de dødes rige - han kom - vikingefruen så
ham, hun kendte hans åsyn, - det var den kristne præst.
»Hvide Krist!« råbte hun højt, og i navnets nævnelse trykkede hun
et kys på sit hæslige frøbarns pande; da faldt paddehammen, og liden
Helga stod der i al sin dejlighed, mild som aldrig før og med strålende
øjne; hun kyssede plejemoderens hænder, velsignede hende for al den
omhu og kærlighed, hun i trængselens og prøvelsens dage forundte
hende; takkede hende for de tanker, hun havde nedlagt i hende og
vakt, takkede hende for navnets nævnelse, det, hun gentog: hvide
Krist! Og liden Helga løftede sig som en mægtig svane, vingerne
bredte sig så store, med en susen, som når trækfuglenes skare flyver
bort.