丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿79

»Nu er storkene kommet!« sagde man i det rige hus ved Nilens bred,
hvor i den åbne hal, på bløde hylstre dækket med leopardens skind,
den kongelige herre lå udstrakt, ikke levende heller ikke død, håbende
på lotusblomsten fra den dybe mose i Norden. Slægtninge og tyende
stod om ham.
Og ind i hallen fløj to prægtige, hvide svaner, de var kommet med
storkene; de kastede den blændende fjederham og der stod to dejlige
kvinder, hinanden så lig som to dugdråber; de bøjede sig hen over den
blege, henvisnende gamle mand, de kastede deres lange hår tilbage, og
idet liden Helga bøjede sig over bedstefaderen, rødmede hans kinder,
hans øjne fik glans, der kom liv i de stivnede lemmer. Den gamle rejste
sig karsk og forynget; datter og datterdatter holdt ham i deres arme
som til morgenhilsen i glæde efter en lang, tung drøm.