丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿82

»Jeg kan ikke således rigtig gentage ordene!« sagde storkefader, der
havde hørt til fra taget og skulle fortælle derom i reden. »Det var så
indviklet hvad de sagde, det var så klogt, at de straks fik rang og
tingel-tangel, selv mundkokken fik et stort udmærkelsestegn - det var
nok for suppen!«
»Og hvad fik du?« spurgte storkemoder, »de skulle da ikke glemme
den vigtigste og den er du! De lærde har kun knebret ved det hele!
Men dit kommer vel!«
I den sildige nat, da søvnens fred hvilede over det nye lykkelige hus,
var der én, der endnu vågede, og det var ikke storkefader, uagtet han
på ét ben stod op i reden og sov skildvagt, nej, liden Helga vågede,
hældede sig ud over altanen og så på den klare luft med de store,
lysende stjerner, større og renere i glans, end hun havde set dem i
Norden, og dog de samme.