丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿83

Hun tænkte på vikingefruen ved Vildmo-
sen, på plejemoderens milde øjne, de tårer, hun havde grædt over det
arme frøbarn, der nu stod i glans og stjernepragt ved Nilens vande i
dejlig forårsluft. Hun tænkte på kærligheden i den hedenske kvindes
bryst, den kærlighed, hun havde vist en ynkelig skabning, der i
menneskeham var et ondt dyr og i dyrets ham væmmelig at se og røre
ved. Hun så på de lysende stjerner og huskede på glansen fra den
dødes pande, da de fløj hen over skov og mose; der klang toner i
hendes erindring, ord, hun havde hørt udtale, da de red af sted og hun
sad som den betagne, ord om kærlighedens store ophav, den højeste
kærlighed, der omfattede alle slægter.