丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿84

Ja, hvad var ikke givet, vundet, opnået! Liden Helgas tanke omfat-
tede, ved nat, ved dag, hele sin lykkesum og stod i skuet af den som
barnet, der vender sig ilsomt fra giveren til det givne, alle de dejlige
gaver; hun ligesom gik op i den stigende lyksalighed, der kunne
komme, ville komme; hun var jo båret gennem underværker til altid
højere glæde og lykke og heri fortabte hun sig en dag, så ganske, at
hun ikke mere tænkte på giveren. Det var ungdomsmodets kækhed,
der gjorde sit raske kast! Hendes øjne lyste derved, men øjeblikkelig
reves hun ud derfra ved en stærk støjen nede i gården under sig. Der
så hun to mægtige strudse løbe ilsomt omkring i snævre kredse; aldrig
før havde hun set dette dyr, så stor en fugl, så plump og tung, vingerne
så ud som var de stækket, fuglen selv som var der gjort den overlast, og
hun spurgte om hvad der var sket med den, og for første gang hørte
hun det sagn, ægypterne fortæller om strudsen.