Dejlig havde dens slægt engang været, dens vinger store og stærke;
da sagde en aften skovens mægtige fugle til den: »Broder! Skulle vi i
morgen, om Gud vil det, flyve til floden og drikke?« Og strudsen
svarede: »Jeg vil det!«. Da det dagedes fløj de af sted, først højt opad
mod solen, Guds øje, altid højere og højere, strudsen langt foran alle
de andre; den fløj i stolthed mod lyset; den stolede på sin kraft og ikke
på giveren; den sagde ikke: »Om Gud vil!« Da drog straffens engel
sløret bort fra den flammestrålende, og i dette nu forbrændte fuglens
vinger, den sank, elendig, til jorden. Den og dens slægt mægter aldrig
mer' at hæve sig; den flygter i skræk, stormer om i kredse i det snævre
rum; en mindelse er det for os mennesker, i al vor tanke, ved hver vor
gerning at sige: »Om Gud vil!«