Og Helga bøjede tankefuld sit hoved, så på den jagende struds, så
dens angst, så dens tåbelige glæde ved skuet af sin egen store skygge på
den hvide solbelyste væg. Og i sind og tanke slog alvoren sin dybe rod.
Et liv så rigt, fremad i lykken, var givet, vundet, - hvad ville ske, hvad
ville endnu komme -? Det bedste: »Om Gud vil!«
I det tidlige forår, da storkene atter drog nordpå, tog liden Helga sit
guldarmbånd, ridsede deri sit navn, vinkede ad storkefader, gav ham
guldringen om halsen, bad ham bringe den til vikingefruen, der ville
heraf forstå, at plejedatteren levede, var lykkelig og huskede på hende.