Solen strålede frem, og som i fordums tid ved dens stråler frøhammen
faldt og den dejlige skikkelse kom til syne, så løftede sig nu ved lysets
dåb en skønhedsskikkelse klarere, renere end luften, en lysstråle - til
Faderen.
Legemet sank i støv; der lå en henvisnet lotusblomst, hvor hun
havde stået.
»Det var da en ny slutning på historien!« sagde storke fader; »den
havde jeg nu slet ikke ventet! Men jeg kunne ganske godt lide den!«
»Hvad mon ungerne ville sige om den?« spurgte storkemoder.
»Ja, det er rigtignok det vigtigste!« sagde storkefaderen.