丹麦语安徒生童话之跑的飞快的东西1

Der var udsat en pris, ja der var udsat to, den lille og den store, for den
største hurtighed, ikke i ét løb, men sådanne, i at løbe hele året.
»Jeg fik den første pris!« sagde haren. »Retfærdighed må der dog
være, når ens egen familie og gode venner er i rådet; men at sneglen
fik anden pris, finder jeg næsten fornærmeligt imod mig!«
»Nej,« forsikrede ledpælen, der havde været vidne ved prisuddelin-
gen, »der må også tages hensyn til flid og god vilje, det blev sagt af
flere agtbare personer, og det har jeg også forstået. Sneglen har rigtig-
nok brugt et halvt år om at komme over dørtrinet, men han har bræk-
ket lårbenet i det hastværk det dog var for ham. Han har levet ene og
alene for sit løb, og han løb med hus! - Alt dette er agtværdigt! - Og
så fik han anden pris!«