丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们12

Og vinteren for hen, vinter og sommer de for og de fare, som jeg
farer, som sneen fyger, æbleblomsten fyger og løvet falder; fare hen,
fare hen, fare hen, menneskene med!
Men endnu var døtrene unge, liden Ide en rose dejlig at se, som da
skibsbyggeren så hende. Tit tog jeg fat i hendes lange, brune hår, når
hun ved æbletræet i haven stod tankefuld og ikke mærkede at jeg
dryssede hende blomster på håret, der løste sig, og hun så på den røde
sol og den gyldne himmelgrund mellem havens mørke buske og træer.
Hendes søster var som en lilje, skinnende og strunk, Johanne; hun
havde rejsning og knejsning, var som moderen skør af stilk. Gerne gik
hun i den store sal, hvor slægtens billeder hang; fruerne var malet af i
fløjl og silke med perlebestukken lille bitte hat på de flettede hår; det
var skønne fruer!