丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们11

I vinterens tid, når marken lå med sne, drivisen fyldte bæltet, og jeg
skruede den op på kysten,« sagde vinden, »kom ravne og krager, den
ene sortere end den anden, store flokke; de satte sig på det øde, det
døde, det ensomme skib ved stranden og skreg med hæse skrig om
skoven, der var borte, de mange kostelige fuglereder, der var lagt øde,
de husvilde gamle, de husvilde små og alt dette for det store skram-
mels skyld, det stolte fartøj, der aldrig skulle ud at sejle.
Jeg hvirvlede snefoget; sneen lå som store søer højt omkring det,
hen over det! Jeg lod det høre min røst, hvad en storm har at sige! Jeg
ved, at jeg gjorde mit til, at det kunne få skibskundskab. Hu- u- ud!
Fare hen!