»I stalden vrinskede de sorte heste, værd at se på og de blev set på. -
Admiralen var sendt fra kongen selv for at se på det nye orlogsskib og
tale om dets køb, han talte højt i beundring om de vælige heste; jeg
hørte det godt,« sagde vinden; »jeg fulgte med herrerne gennem den
åbne dør og strøede halmstrå som guldstænger foran deres fødder.
Guld ville Valdemar Dåe have, admiralen ville have de sorte heste, thi
roste han dem så, men det blev ikke forstået, og så blev skibet heller
ikke købt, det stod og skinnede ved stranden, dækket til med planker,
en Noas Ark, der aldrig kom på vandet. Hu- u- ud! Fare hen! Fare
hen! Og det var ynkeligt.