丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们9

Der blev hugget, der blev savet, - der blev bygget et skib på tre
fordæk. Bygmesteren selv var af ringe kuld, men af adelig huld; øjne
og pande mælede om hvor klog han var, og Valdemar Dåe hørte ham
gerne fortælle, det hørte også liden Ide, den ældste, den femtenårs
datter; og mens han byggede skib for faderen, byggede han drømme-
slot for sig selv, hvori han og liden Ide sad som mand og kone, og det
var også sket, havde slottet været af murede sten, med volde og grave,
skov og have. Men med al sin kløgt var mester dog kun en fattig fugl,
og hvad skal spurv i tranedans? Hu- u- ud! -Jeg fløj bort og han fløj
bort, for han turde ikke blive, og liden Ide forvandt det, for hun måtte
forvinde det.«