Jeg traf hende i haven, hulvejen og på hovmarken, hun samlede
urter og blomster, dem hun vidste, at hendes fader kunne bruge til de
drikke og dråber, han vidste at destillere; Valdemar Dåe var hovmodig
og kry, men også kyndig og vidste så meget; det mærkede man nok, det
mumledes der om; ilden brændte i hans kamin selv ved sommertid;
kammerdøren var lukket af; det tog til i dage og nætter, men han talte
ikke meget om det; naturens kræfter skal man stille råde, snart ville
han nok udfinde det bedste - det røde guld.
Derfor dampede det fra kaminen, derfor knitrede og flammede det; ja,
jeg var med!« fortalte vinden, »lad fare! Lad fare! Sang jeg gennem skor-
stenen. Det bliver røg, smøg, emmer og aske! Du brænder dig selv op!
Hu- u- ud! Fare hen! Fare hen! Men Valdemar Dåe lod det ikke fare.