丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们15

De prægtige heste på stalden, - hvor blev de af? Det gamle sølv-
og guldtøj i skab og i bur, køerne på marken, gods og gård? - Ja, de
kunne smelte! Smelte i gulddigelen, og der kommer dog ikke guld.
Der blev tomt i lo og i fadebur, i kælder og på loft. Færre folk, flere
mus. En rude sprak, en knak, jeg behøvede ikke at gå ind ad døren,«
sagde vinden. »Hvor skorstenen ryger, braser måltidet, skorstenen
røg, den, der slugte alle måltider, for det røde guld.
Jeg blæste gennem borgporten, som en vægter der blæser i horn,
men der var ingen vægter,« sagde vinden; »jeg drejede spirets vejr-
hane, den skurrede, som om vægteren snorkede på tårnet, men der var
ingen vægter; der var rotter og mus; fattigdom dækkede bordet, fattig-
dom sad i klædeskab og i madskab, døren gik af hængselet, der kom
revner og sprækker; jeg gik ud og jeg gik ind,« sagde vinden, »derfor
ved jeg god besked.