丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们16

I røg og aske, i sorg og søvnløs nat blev håret gråt i skæg og om
pande, huden grumset og gul, øjnene så griske efter guld, det forven-
tede guld.
Jeg pustede ham røg og aske ind i hans ansigt og skæg; gæld kom for
guld. Jeg sang gennem de knækkede ruder og åbne revner, blæste ind
til døtrenes slagbænk, hvor klæderne lå falmede, luvslidte, for de
måtte altid holde ud. Den vise var ikke sunget for de børns vugge!
Herreliv blev kummerligt liv! Jeg alene var den, som sang højt på
slottet!« sagde vinden. »Jeg sneede dem inde, det luner, siger man;
brænde havde de ikke, skoven var fældet, hvor de skulle hente det fra.
Det var klingrende frost; jeg svang mig gennem lydhuller og gange,
over gavl og mur for at holde mig flink; derinde lå de i sengen, for
kuldens skyld, de adelige døtre; faderen krøb under skinddynen. Ikke
at bide og ikke at brænde, det er herreliv! - Hu- u- ud! Lad fare! - Men
det kunne ikke hr. Dåe.