så højt, løftede sin rige skat i det skære glas: »Fundet! Vundet! Guld!«
råbte han, strakte i vejret glasset, der blinkede i solstrålerne; - og
hånden sitrede og det alkymistiske glas faldt på gulvet og sprang i
tusinde stykker; sprunget var hans velfærds sidste boble. Hu- uud!
Fare hen! - Og jeg for fra guldmagerens gård.
Sent på året, i de korte dage heroppe, når tågen kommer med sin
viskeklud og vrider våde dråber på de røde bær og de bladløse grene,
kom jeg i friskt humør, luftede op, blæste himlen ren og knækkede
rådne grene, og det er intet stort arbejde, men det skal gøres. Der blev
også fejet rent på anden måde inde i Borreby Gård hos Valdemar Dåe.
Hans uven Ove Ramel fra Basnæs var der med tilkøbt gældsbrev over
gård og indbo. Jeg trommede på de sprukne ruder, slog med de for-
faldne døre, peb igennem revner og sprækker: Hu- i! -