丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们20

Hr. Ove skulle ikke få lysten efter at blive der. Ide og Anna Dorthea græd modige
tårer; Johanne stod strunk og bleg, bed sig i tommelfingeren så at den
blødte derved, det skulle stort hjælpe! Ove Ramel forundte hr. Dåe at
blive på gården sin livstid, men han fik ikke tak for tilbud; jeg lyttede
derefter; - jeg så den gårdløse herre løfte sit hoved stoltere, slå med
nakken, og jeg slog et tag imod gården og de gamle lindetræer, så at
den tykkeste gren knak, og den var ikke rådden; den lå for porten, som
en fejekost, dersom nogen ville feje ud, og der blev fejet ud; jeg
tænkte det nok.
Det var en hård dag, en stiv stund at holde sig i, men sindet var
hårdt. Nakken var stiv.