Intet havde de i eje uden klæderne på kroppen; jo det alkymistiske
glas, som nyligt var købt og fyldt med det spild, som var skrabet op fra
gulvet; skatten, der lovede, men ikke holdt. Valdemar Dåe gemte det
inde på sit bryst, tog så sin kæp i hånden, og den engang rige herre gik
med sine tre døtre ud fra Borreby Gård. Jeg blæste koldt på hans hede
kinder, jeg klappede hans grå skæg og hans lange, hvide hår, jeg sang,
som jeg kunne det: Hu- u- ud! Fare hen! Fare hen! - Det var enden på
den rige herlighed.
Ide og Anna Dorthea gik hver ved hans side; Johanne vendte sig i
porten, hvad skulle det til, lykken ville dog ikke vende sig. Hun så på
murens røde sten fra Marsk Stigs borg, tænkte hun på hans døtre:
»Den ældste tog den yngste ved hånd,
og de for vide om verden!«