丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们23

Hvor gik det Valdemar Dåe, hvor gik det hans døtre! Vinden fortæller:
»Den sidste af dem jeg så, ja sidste gang, det var Anna Dorthea, den
blege hyacint, - nu var hun gammel og bøjet, det var et halvt hundrede
år derefter. Hun levede længst, hun vidste om det hele.
Derovre på heden, ved Viborg by, lå domprovstens nye, stadselige
gård, med røde sten og med takket gavl; røgen kom fed op af skorste-
nen. Den milde frue og de fagre døtre sad i karnappen og så ud over
havens hængende bukketjørn, ud til den brune hede -; hvad så de der
efter? De så efter storkereden derude på det faldefærdige hus. Taget
var med mos og husløg, for så vidt at der var tag, det som mest dæk-
kede var storkens rede, og den var den eneste, der blev hjulpet på,
storken holdt den i stand.