丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们的事

»O! O!«- ja, menneskene kunne sukke, som vinden kan det i siv og
rør. »O! - Der ringede ingen klokker over din grav, Valdemar Dåe! De
fattige skoledrenge sang ikke, da Borrebys fordums herre blev lagt i jor-
den! - O! Alt får dog ende, også elende! Søster Ide blev en bondes viv;
det var vor fader den hårdeste prøvelse! Datters mand, en usselig træl,
der af herremanden kunne sættes til at ride på den hårde fjæl. - Nu er
han vel under jorden? Og du med? Ide! - O ja! O ja! Det er ikke forbi
endda, jeg gamle stakkel! Jeg fattige stakkel! Løs op for mig, rige Krist!«
Det var Anna Dortheas bøn i det ynkelige hus, der havde lov at stå
for storkens skyld.