丹麦语安徒生童话之瓦尔德玛·多伊和他的女儿们25

Den raskeste af søstrene tog jeg mig af,« sagde vinden, »hun fik sig
klæder skåret, som hun var i sindet båret! Hun kom som fattig karl og
tog hyre hos skipperen; knap var hun på ord, tvær af mine, men villig
til sin dont; dog klatre kunne hun ikke; - så blæste jeg hende over
bord, før nogen vidste, at hun var et kvindfolk, og det var nok vel gjort
af mig,« sagde vinden.
»Det var en påskemorgen, som da Valdemar Dåe troede, at han fandt
det røde guld, da hørte jeg under storkens rede, mellem de skrøbelige
vægge, salmesang, Anna Dortheas sidste sang.