Der var ingen rude, der var kun et hul i væggen; - solen kom, som
en guldklump, og satte sig deri; det var en glans! Hendes øjne brast,
hendes hjerte brast! Det havde de gjort alligevel, om solen ikke den
morgen havde skinnet på hende.
Storken gav hende tag over sig til hendes død! Jeg sang ved hendes
grav!« sagde vinden; »jeg sang ved hendes faders grav, jeg ved, hvor
den er og hvor hendes grav er, det ved ellers ingen.