丹麦语安徒生童话之踩面包的姑娘7

Det var et forgemak i en uendelighed; man blev svimmel der ved at
se fremad og svimmel ved at se tilbage; og så stod her en forsmægtei-
sens skare, der ventede på at nådens dør skulle blive lukket op; de
kunne vente længe! Store fede, vraltende edderkopper spandt tusind-
årigt spind over deres fødder, og dette spind snærede som fodskruer
og holdt som kobberlænker; og så var der til dette en evig uro i hver
sjæl, en pinsels uro. Den gerrige stod og havde glemt nøglen til sit
pengeskrin, og den sad i, vidste han. Ja, det er så vidtløftigt at opremse
alle slags piner og plager, her blev fornummet. Inger fornam det gru-
eligt i at stå som postament; hun var ligesom kneblet nedefra til
brødet.
»Det har man, fordi man vil være ren om fødderne!« sagde hun til
sig selv. »Se, hvor de glor på mig!« Jo, de så alle på hende; deres onde
lyster lyste dem ud af øjnene og talte uden lyd fra deres mundvig, de
var forfærdelige at se.