丹麦语安徒生童话之孩子们的闲话2

Der var nu børneselskab, børnetale, og børn
taler rent ud af posen. Der var en yndig lille pige, men så gruelig stolt,
det havde tjenestefolkene kysset i hende, ikke forældrene, dertil var de
alt for fornuftige; hendes fader var kammerjunker, og det er forfærde-
ligt meget, vidste hun.
»Jeg er et kammerbarn!« sagde hun. Hun kunne nu også have været
et kælderbarn, lige meget kan man selv gjøre for det; og så fortalte hun
de andre børn, at hun var »født!« og sagde, at når man ikke var født så
kunne man ikke blive til; det hjalp ikke at læse, at være nok så flittig,
når man ikke var født, så kunne man ikke blive til.