丹麦语安徒生童话之一串珍珠6

Du mester i ord og vid! De synkende gamle volde af den forladte
befæstning er nu her det sidste synlige vidne om dit barndomshjem;
når solen går ned, peger deres skygger hen på den plet, hvor dit føde-
hus stod; fra disse volde, skuende mod Sprogøs højde, så du, da du
»var lille«, »månen ned bag øen glide« og besang den udødeligt, som
du siden besang Schweizes bjerge, du, som drog om i verdens labyrint
og fandt, at
                      »— ingensteds er roserne så røde, 
                     Og ingensteds er tornene så små, 
                     Og ingensteds er dunene så bløde 
                     Som de, vor barndoms uskyld hvilede på.«