丹麦语安徒生童话之真可爱7

Kala blev hun kaldt, hun hed Karen Malene, de to navne var
trukket sammen til det ene navn Kala; dejlig var hun, men lidt dvask,
sagde en og anden; hun lå gerne lidt længe om morgenen.
»Det er hun vant til fra sin barndom!« sagde moderen, »hun har
altid været en Venus-unge, og de bliver let så trætte. Hun ligger lidt
længe, men deraf har hun sine klare øjne!«
Hvilken magt var der ikke i disse klare øjne! Disse havblå vande!
Det stille vand med den dybe grund! Det fornemmede den unge
mand, han sad fast på den dybe grund. - Han talte og fortalte, og
mama spurgte altid lige levende, frejdigt og flot, som ved første møde.