Og datteren drog et lille suk; hvor meget kan der ikke ligge i et lille
suk, eller lægges deri; den unge mand lagde meget deri; de to blå øjne,
denne aften belyste for ham, skjulte skatte, åndens og hjertets skatte,
rige, som alle Roms herligheder, og da han forlod selskabet, ja så var
han væk, - væk i frøkenen.
Enkefruens hus blev af alle huse det, hr. Alfred, billedhuggeren,
besøgte; man indså, at det ikke kunne være for moderens skyld, uagtet
han og hun altid var de talende, det måtte være for datterens skyld han
kom.