丹麦语安徒生童话之真可爱12

Kala stod tavs, vuggende hans udtalte tanke, svigermama tilstod:
»Det er svært at følge med! Men jeg går langsomt efter med tan-
kerne, og de surrer ved det, men jeg har fast.«
Og dejligheden havde ham fast, den fyldte ham, betog og beher-
skede ham. Dejligheden lyste ud af hele Kalas skikkelse, ud af hendes
blik, fra mundvigene, fra selve fingrenes bevægelse; det udtalte Alfred,
og han, billedhuggeren, forstod sig på det, han talte kun om hende,
tænkte kun på hende, de to blev ét, og således talte hun også meget, for
han talte særdeles meget.
Det var forlovelsesdagen, nu kom brylluppet med brudepiger og
brudegaver, og de blev nævnt i brudetalen.