Og alt syntes at føje sig for dem til at skride frem i hæder, glæde
og velvære, der kom en omveksling, men kun i sted, ikke i det at
nyde og ret at vinde livets glæde og lyst. Den unge mand blev af sin
konge sendt som gesandt til det kejserlige hof i Rusland, det var en
hæderspost, hans fødsel og kundskaber gav ham ret dertil; stor for-
mue havde han, hans unge kone havde bragt ham en ikke ringere,
hun var datter af den rigeste, mest ansete købmand. Et af dennes
største og bedste skibe skulle i dette år just gå til Stockholm, det
skulle føre de kære børn, datter og svigersøn, til Petersborg, og der
blev kongeligt indrettet om bord; bløde tæpper for fødderne, silke
og herlighed rundt om.