丹麦语安徒生童话之沙丘的故事19

Hvor var hun smuk og fin, vistnok en fornem dame.
De lagde hende i den fattige seng; der var ikke linnedtrevl i den, der
var et uldlagen at svøbe sig i, og det var godt varmt.
Til live kom hun, men i feber, hun vidste slet ikke hvad der var sket
eller hvor hun var, og det var jo også godt, thi alt hvad hende kært var,
lå på havets bund, det gik dem derude, som kæmpevisen har sunget om
                 »Kongens Søn af England«: 
                 »Det var stor ynk at se derpå,
                 det skib sloges alt i stykker små.«