丹麦语安徒生童话之沙丘的故事26

Selv det udtørrede fiskeskelet, de i vinden tørrede vandplanter, tangen, skinnende hvid, lang og smal
som bændler, flagrende mellem stenene; alt var til leg og lyst for øjet
og for tanken; og drengen var et opvakt barn, mange og store evner lå
gemt i ham. Hvor kunne han huske historier og viser, han fik at høre!
Og fingernem var han: af sten og skaller satte han hele fartøjer sam-
men, og billeder, man kunne pynte stuen med; han kunne underlig
snitte sine tanker ud i en pind, sagde hans plejemoder, og drengen var
dog endnu lille; dejlig klang hans røst, melodier gik ham straks over
tungen.