丹麦语安徒生童话之沙丘的故事48

Det lakkede mod foråret, fiskeriet begyndte, Jørgen hjalp, han var
vokset i det sidste år, og rask til sin gerning; liv var der i ham, svømme
kunne han, træde vande, vende og boltre sig derude, tit blev han rådet
til at vogte sig for makrelstimerne; de tager den bedste svømmer,
trækker ham under vandet, æder ham og så er han væk, men det blev
nu ikke Jørgens lod.
Hos naboens i klitterne var en dreng, Morten, med ham kom Jør-
gen godt ud af det, og de tog begge hyre på et fartøj til Norge, gik også
til Holland, og der var aldrig noget udstående mellem de to, men der
kan jo let komme, og er man lidt heftig af naturen, så gør man let
noget for stærke gebærder, det gjorde Jørgen engang, da de om bord
kom op at kævles om ingenting; de sad just bag kahytsruffet og spiste
af et lerfad, de havde mellem sig, Jørgen holdt sin foldekniv i hånden,
løftede den mod Morten, men blev i det samme kridhvid og så fæl ud
af øjnene. Og Morten sagde bare: