»Så du er af den slags, der vil bruge kniven!«
Knap var det sagt, før Jørgens hånd igen var nede, han talte ikke et
ord, spiste sin mad og gik til sin dont; da de kom fra arbejdet, gik han
hen til Morten og sagde: »Slå mig kun lige i ansigtet! Jeg har fortjent
det! Jeg har ligesom en gryde i mig, der koger op.«
»Lad det nu være godt!« sagde Morten, og derpå var de næsten
dobbelt så gode venner; ja da de siden kom hjem i det jyske land ved
klitterne og fortalte om hvad der sådan var passeret, blev også det
nævnt; Jørgen kunne koge over, men han var en ærlig gryde alligevel.
»Jyde er han jo ikke! Jyde kan man ikke kalde ham!« og det var nu
vittigt talt af Morten.