丹麦语安徒生童话之沙丘的故事51

Jørgen, hans fader, et par andre fiskere og deres æsepiger havde
husrum sammen; Morten boede i det næst ved.
Nu var der en af pigerne, Else, hende havde Jørgen kendt fra hun
var lille, de to kom meget godt ud af det, de mødtes i sindelag i mange
ting, men var lige modsat at se på, han var brun i skindet, og hun hvid,
med hørgult hår; hendes øjne var så blå som havvandet i solskin.
En dag som de gik sammen og Jørgen holdt hende i hånden, ret
inderligt og fast, sagde hun til ham: »Jørgen, jeg har noget på mit
hjerte! Lad mig være æsepige hos dig, for du er mig som en broder,
men Morten, hvem jeg er hyret af, han og jeg er kærestefolk, - men
det er nu ikke værd at snakke om til de andre!«