丹麦语安徒生童话之沙丘的故事76

Endelig nåede de da op til »Vendilskaga«, som Skagen kaldes i
gamle norske og islandske skrifter. Milevidt, med klitter og agerland
imellem, strækker sig og strakte sig alt dengang Gammel-Skagen,
Vester- og Østerby ud til fyrtårnet nær »Grenen«; huse og gårde lå
som endnu, strøet mellem opføgne, omskiftende sandhøjder, et
ørkenland, hvor vinden boltrer sig i det løse sand og hvor måger,
terner og de vilde svaner lader sig høre, så at det skærer gennem
ørehinden. Sydvest en mil fra »Grenen« ligger Højen eller Gam-
mel-Skagen, her boede købmand Brønne, her skulle nu Jørgen leve.
Gården var tjæret, de små udhuse havde hver en omvendt båd til tag,
vragstumper var slået sammen til svinesti, indhegning var her ikke,
der var ikke noget at hegne om, men på snore, i lange rækker, den
ene over den anden, hang opskårne fisk for at tørres i vinden.