Der sprang en planke i skibet, vandet trængte ind, der blev tættet
og pumpet, sat alle sejl til, hejst nødflag; de var endnu en hel mil ude,
fiskerbåde var at se, men langt borte, vinden førte mod land, den sø
der var, hjalp også, men ikke nok, fartøjet sank, Jørgen slog sin højre
arm fast om Clara.
Med hvilket blik så hun ham ikke ind i øjet, da han i Vorherres navn
styrtede sig med hende i havet; hun udstødte et skrig, men sikker
kunne hun være, han skulle ikke slippe.
Hvad kæmpevisen sang:
»Der stod malet i fremmer stavn,
den kongesøn tog sin jomfru i favn!«