丹麦语安徒生童话之沙丘的故事88

det øvede Jørgen i farens og angstens stund; nu kom det ham til gavn
at være en dygtig svømmer, han arbejdede sig frem med fødder og én
hånd, den anden holdt han fast om den unge pige, han hvilede på
vandet, trådte det med sine fødder, øvede alle de bevægelser, han
kendte og vidste, for at have kræfter nok til at nå landet. Han fornem-
mede, hun udstødte et suk, han følte et krampegys gennemfare hende,
og fastere holdt han; en enkelt sø slog hen over dem, en strømning
løftede dem, vandet var så dybt, så klart, et øjeblik syntes han at se den
blinkende makrelstime dernede, eller var det Leviathan selv, der ville
sluge dem; skyerne kastede skygge over vandet, og igen kom blin-
kende solstråler; skrigende fugle, i store sværme, for hen over ham, og
vildænderne, der tunge og søvnige lod sig drive på vandet, fløj for-
skrækkede op for svømmeren; men hans kræfter tog af, følte han -
landet var han endnu et par kabellængder borte fra, dog hjælpen kom,
en båd nærmede sig - men under vandet stod, han så det tydeligt, en
hvid, stirrende skikkelse - en sø løftede ham, skikkelsen nærmede sig
- han fornemmede et stød, det blev nat, alt svandt hen for ham.