丹麦语安徒生童话之沙丘的故事89

Der stod på sandrevlen vraget af et skib, søen lå hen over det, den
hvide galionsfigur støttede sig på et anker, det skarpe jern ragede
netop frem til vandspejlet: Jørgen var stødt imod, strømningen havde
drevet ham frem med forøget kraft; besvimet sank han med sin byrde,
men den næste sø løftede igen ham og den unge pige.
Fiskerne fik dem fat og op i båden, blodet strømmede ned over
Jørgens ansigt, han var som død, men pigen holdt han så fast klamret,
at hun måtte vristes ham ud af arm og hånd; dødbleg, livløs og ud-
strakt lå hun der i båden, der styrede mod Skagens Gren.