丹麦语安徒生童话之沙丘的故事91

»Lad os bede Vorherre at han må slippe! Han bliver aldrig menne-
ske.«
Men livet slap ham ikke, tråden ville ikke briste, men erindringen
brast, alle åndsevnernes bånd var overskåret, det var det gyselige, et
levende legeme blev tilbage, et legeme, der skulle vinde sundhed.
I købmand Brønnes hus blev Jørgen.
»Han har jo fået sin helsot for at frelse vort barn,« sagde den gamle
mand; »han er nu vor søn.«
Fjollet kaldte man Jørgen, men det var ikke det rette udtryk; han var
som et instrument, hvorpå strengene er løsnet og ikke længere kunne
klinge, - kun i et enkelt øjeblik, få minutter, fik de en spændkraft, og
de klang, - gamle melodier klang, enkelte takter; billeder rullede op
og hentågede, - han sad igen stirrende, tankeløs; vi tør tro, at han led
ikke; de mørke øjne mistede da deres glans, et sort, beåndet glas syntes
de.