»Stakkels fjollede Jørgen!« sagde man.
Det var ham, som under sin moders hjerte blev båren til et jordliv,
rigt og lykkeligt, så at det var »et overmod, en forfærdelig stolthed« at
ønske, endsige tro på et liv efter dette. Alle de store evner i sjælen altså
spildt? Kun hårde dage, smerte og skuffelse var tildelt ham; en pragt-
svibel var han, revet ud af sin rige jordbund og kastet hen i sandet for
at henrådne! Det i Gud skabte billede havde intet bedre værd? Kun et
spil for tilfældigheder var og er det hele, nej! Alkærlighedens Gud
måtte og ville give ham erstatning i et andet liv for hvad han her led og
savnede. »Herren er god mod alle og hans barmhjertighed er over alle
hans gerninger«: