丹麦语安徒生童话之沙丘的故事93

De ord af Davids salme udtalte i tro og fortrøstning
den fromme, gamle købmands hustru, og hendes hjertes bøn var at
Vorherre snart ville løse op for Jørgen, at han kunne indgå til »Guds
nådegave«, det evige liv.
På kirkegården, hvor sandet føg hen over muren, var Clara begra-
vet; det syntes, som om Jørgen ikke havde tanke derom, det hørte ikke
til hans tankesum, den løftedes kun i vragstykker fra en fortid. Hver
søndag fulgte han familien til kirke og sad stille med tankeløst blik; en dag, under salmesangen, udstødte han et suk, hans øjne lyste, de var
vendt mod alteret, mod det sted, hvor han for mere end år og dag
siden havde knælet med sin døde veninde, han nævnede hendes navn
og blev hvid som et klæde, tårer trillede ned over hans kinder.