Det var tidligt på året, stormenes tid; klitterne røg, havet kastede
høje søer, faglene, i store skarer, som skyer i storm, for skrigende over
klitterne; stranding fulgte på stranding i revlerne fra Skagens Green til
Husby klitter.
En eftermiddag, Jørgen sad alene i stuen, lysnede det op i hans
sind, en fornemmelse af den uro, som tit i hans yngre år drev ham ud
i klitter og på hede:
»Hjem! hjem!« sagde han; ingen hørte ham; han gik ud af huset, ind
i klitterne, sandet og småsten føg ham i ansigtet, løftede sig i hvirvler
omkring ham. Han gik hen imod kirken; sandet lå op om muren og
halvt op på vinduerne, men i gangen foran var sandet kastet, kirke-
døren var ikke låst, og let at åbne; Jørgen gik derind.