丹麦语安徒生童话之沙丘的故事97

Vinden for hylende hen over Skagens by; det var en orkan, som ikke
i mands minde, et forfærdeligt Guds vejr, men Jørgen var i Guds hus,
og mens der blev sort nat udenfor, lyste det inde i ham, det var sjælens
lys der aldrig vil udslukkes; den tunge sten der lå i hans hoved, for-
nemmede han, sprang med et knald. Han syntes at orgelet spillede,
men det var stormen og det rullende hav; han satte sig i kirkestolen,
og lysene blev tændt, lys ved lys, en sådan rigdom, som han kun
havde set det i Spaniens land, og alle billederne af de gamle rådmænd
og borgmestre blev levendegjort, de trådte ud af væggen hvor de
havde stået i årevis, de satte sig i koret; kirkens porte og døre åbnede
sig, og ind trådte alle de døde, festligt klædt, som i deres tid, de kom
under en skøn musik, og satte sig i stolene; da lød salmesangen som
et rullende hav, og hans gamle plejeforældre fra Husby klitter var her,
og den gamle købmand Brønne og hans hustru, og ved siden af dem,
tæt op til Jørgen, sad deres milde, elskelige datter;