Alle sad de og så til, og der blev bedt om at man ville smælde, knalde og rumle, ligesom man var fornøjet til. Men ridepisken sagde, at han aldrig smældede for de gamle, men kun for de uforlovede. »Jeg knalder for alt!« sagde knaldperlen. »Et sted skal man jo være!« mente spyttebakken, det var nu sådan enhvers tanke ved at være på komedie.
Stykket duede ikke, men det blev godt givet; alle de spillende vendte den malede side udad: de var kun til at se på én led, ikke på vrangen; og alle spillede de udmærket, helt forud af teatret, tråden var for lang i dem, men så blev de mere mærkbare. Den k1inkede dukke blev så betaget, at hun blev løs i k1inken og pengegrisen blev på sin måde så betaget, at han besluttede at gøre noget for en af dem, sætte ham i sit testamente, som den, der skulle ligge i åben begravelse med ham, når den tid kom.