丹麦语安徒生童话之钱猪4

　　Det var en sand nydelse, så at man opgav tevandet og blev ved forstandsøvelsen, det kaldte man at lege mennesker, og der var ingen ondskab deri, for de legede kun - og hver tænkte på sig og på hvad pengegrisen tænkte, og pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo på testamente og begravelse - og når kom det i stand - altid før man venter det. — Knak! Der lå han fra skabet - lå på gulvet, i stumper og stykker, mens skillingerne dansede og sprang; de mindste snurrede, de
　　store trillede, især den ene sølvdaler, han ville ordentlig ud i verden.
　　Og det kom han og det kom de alle sammen, og skårene af penge-grisen kom i bøtten, men på skabet selv stod igen næste dag en ny pengegris af lertøj, der var endnu ikke en skilling i den, derfor kunne den heller ikke rasle, deri lignede han den anden, det var altid en begyndelse - og med den vil vi ende!