丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎1

Nær ved Gudenå, inde i Silkeborg skove, løfter sig en landryg, som en stor vold, den kaldes »Åsen« og under den mod vest lå, ja der ligger endnu, et lille bondehus med magre jorder; sandet skinner igennem den tynde rug- og byg-ager. Det er nu en del år siden; folkene, som boede der, drev deres lille avling, havde dertil tre får, et svin og to stude; kort sagt de havde det ret vel til føden, når man tager den, som man har den, ja de kunne vel også have bragt det til at holde et par heste, men de sagde, som de andre bønder derovre: »Hesten æder sig selv!« - den tærer for det gode den gør. Jeppe-Jæns drev sin lille jordlod om sommeren, og var om vinteren en f1ink træskomand. Han havde da også medhjælp, en karl der forstod at skære træsko, der var både stærke, lette og med facon; ske og slev skar de; det gav skillinger, man kunne ikke kalde Jeppe-Jæns for fattige folk. Lille Ib, den syvårs dreng, husets eneste barn sad og så til, skar i en pind, skar sig også i fingrene; men en dag havde han snittet to stykker træ, så at de så ud, som små træsko; de skulle, sagde han, foræres til lille Christine, og det var prammandens lille datter; hun var så fin og så yndelig, som et herskabs barn; havde hun klæder skåret, som hun var født og båret, så ville ingen tro at hun var fra lyngtørvhuset på Seishede.