丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎9

»Ja, det kunne jeg nok tænke!« mente Ib, »hvor skulle der, inde i den lille nød, være plads for det allerbedste! Christine får hverken fine klæder eller guldkaret ud af sine to nødder!«
Og vinteren kom og det nye år kom.
Og der gik flere åringer. Nu skulle Ib gå til præsten og han boede langvejs borte. På den tid kom en dag prammanden og fortalte hos Ibs forældre, at lille Christine skulle nu ud at tjene for sit brød, og at det var en sand lykke for hende at hun kom i de hænder, hun kom, fik tjeneste hos sådanne brave folk; tænk, hun skulle til de rige krofolk i Herning kanten, vesterpå; der skulle hun gå mo'er til hånde og siden, når hun skikkede sig og der var konfirmeret, ville de beholde hende.
Og Ib og Christine tog afsked fra hinanden: kjærestefolkene blev de kaldt; og hun viste ham ved afskeden at hun endnu havde de to nødder, som hun fik af ham da de løb vild i skoven, og hun sagde, at hun i sin klædekiste gemte de små træsko, han som dreng havde skåret og foræret hende. Og så skiltes de.