丹麦语安徒生童话之牙痛姑妈10

Hun var og er mig den mest deltagende veninde, både i digterpine
og i tandpine. Jeg har jo anfald af begge to.
»Skriv bare alle dine tanker ned,« sagde hun, »og put dem i bords-
kuffen; det gjorde Jean Paul; han blev en stor digter, som jeg rigtignok
ikke holder af, han spænder ikke! Du må spænde! og du vil spænde!«
Natten efter den tale lå jeg i længsel og vånde, i trang og lyst til at
blive den store digter, Tante så og fornemmede i mig; jeg lå i digter-
pine! Men der er en værre pine: Tandpine; den masede og kvasede
mig; jeg blev en krympende orm, med krydderpose og spansk flue.
»Det kender jeg!« sagde Tante.
Der var et sorgens smil om hendes mund; hendes tænder skinnede
så hvide.
Men jeg må begynde et nyt afsnit i min og Tantes historie.